CUHRE deltager på Klimafolkemødet 2024 med workshops på naturscenen Ø2
Centre for Understanding Human Relationships with the Environment (CUHRE) er et nyt forskningscenter ved Syddansk Universitets Climate Cluster (SCC). Det er et tværfagligt center, der har fokus på at undersøge og fremme økodannelse i det danske samfund. Økodannelse handler om 1) at forstå i både teori og praksis hvordan økosystemer og biosfæren fungerer, og 2) om at have vilje til at arbejde for at etablere en mere livsvenlig verden, hvor mennesker lever i større samklang med resten af naturen og hinanden.
CUHRE består af en række projekter, som både fungerer selvstændigt og er i dialog med hinanden. Her er tre udvalgte eksempler:
Regenerative jordbrugsmetoder og økodannelse i danske haver
Handler om regenerativt havebrug og de metoder, der findes for at arbejde med jorden på en skånsom måde. Gennem et feltstudie, undersøges potentialer og barrierer for økodannelse. Et centralt spørgsmål er, hvordan ens forståelse af de indbyrdes relationer i et økosystem udvikles, når man har fingrene i jorden og lærer om regenerative jordbrugsmetoder.
Livsvenligt samspil mellem land og hav
Arbejder ud fra præmissen om, at verden bliver mere blå og våd, og er interesseret i at lære om den praktiske viden, der findes i kystnær litteratur. Et centralt spørgsmål er, hvad vi fra litteraturen kan lære om fortidige og fremtidige kystpraksisser, der enten virker eller ikke virker i menneskers møder med havets lunefuldhed.
Rollespil som en vej til mere håb, handlekraft og forestillingsevne
Udforsker brugen af cli-fi rollespil som en måde, hvorpå unge sammen kan udforske alternative fremtider samt undersøge temaer som håb, ansvar og sameksistens. Børn og unge i skole og fritid får mulighed for at lege med, spille, og digte videre på en mulig katastrofe, der foregår i forskellige tidsaldre.
Solarpunk skrive- og tegneworkshop:
Forskning tyder på, at menneskers evner til at forestille sig en lysere fremtid, spiller en vigtig rolle i forhold til at skabe håb og handlekraft. Desværre fylder dystopiske fortællinger om fremtiden meget, hvilket manifesteres i klimaangst og apati. Hvad vil der ske hvis vi begynder at forestille os en lysere og mere livsvenlig fremtid? Hvis håbefulde fortællinger om en post-apokalyptisk fremtid, som Jakob Martin Strids ‘Den Fantastiske Bus’, kom til at fylde noget mere i vores bogreoler?
Kom til skrive- og tegneworkshop om Solarpunk og bliv introduceret til genren, der eksperimenterer med positive og fantasifulde fortællinger om en fremtidig verden, hvor mennesker lever i samspil med andre arter og hvor emner som innovation og grøn energi er omdrejningspunkt for et mere retfærdigt og mangfoldigt samfund. Om du har en forfatter gemt i maven eller ej – denne workshop er for alle, der har lyst til at udtrykke sig – hvad enten i ord eller tegninger. Baseret på de frivillige bidrag, vil der i løbet af Klimafolkemødet blive opsat en mini-udstilling af indleverede værker på Ø2 og hvem ved – måske der også kommer en Solarpunk antologi ud af det.
Hvornår:
Torsdag d. 29. august kl. 10-11 og kl. 14-15
Fredag d. 30. august kl. 12-13 og kl. 15-16
Lørdag d. 31. august kl. 10-11.
Se hvad der ellers sker på naturscenen og hvordan den er opstået